Min veninde og jeg talte forleden om forskellige mennesketyper og om stress. Vi kan godt lide at iagttage, hvordan forskellige mennesker opfører sig i det offentlige rum. Vi læser til arkitekter og er i gang med at lave et projekt om, hvordan det offentlige rum disciplinerer vores opførsel i det. Det er spændende. Vi har læst en del filosofi og psykologi teorier og er ved at udvikle vores egne små idéer.

Fx så er der forskel på, hvordan man reagerer på rødt lys ved fodgængerovergangen. Nogle stopper op og venter på grønt lys, andre løber over, fordi de kan se, at der ikke kommer nogen køretøjer farende. Vi iagttager også, hvordan folk går over en åben plads. Fx et torv. Nogle går den direkte og korteste vej for at komme derhen, hvor de vil, andre går i snørklede mønstre. Måske fordi de bare gerne vil. Hver gang vi er ude for at iagttage mennesker i offentlige rum, gætter vi på forhånd, hvad en eller anden person vil gøre. Det er altid mig, der har ret. Min veninde siger, at jeg er god til at læse mennesker, og kan se på dem, hvad de er for nogle typer.

Stresscoach?

”Du burde tage en stresscoach uddannelse”, sagde hun en dag. ”Du kan jo ligefrem se på dem, om de er stressede, eller om de er afslappede. Hvorfor kan jeg ikke det?” Jeg kom til at grine: ”Ja, og så kan jeg finansiere studieturen til New York næste år! Har ikke tænkt mig at blive stresscoach. Jeg har tænkt mig, at jeg skal lave offentlige rum, som gør, at folk har det godt og ikke stresser over rødt lys. Se nu ham bilisten der. Han er superstresset, fordi det blev rødt. Han kunne godt bruge en stresscoach.”
Hun ramte dog et eller andet i mig. Jeg har faktisk tænkt på at deltage i en stresscoach uddannelse, fordi jeg kan se, at folk har det skidt.