Røg og saxofon

Det var en lidt anderledes taffelmusik, min kone og jeg oplevede en aften på vores ferie på Madeira for nylig. Vi spiste på en meget hyggelig restaurant, hvor vi i øvrigt fik fremragende mad og lækre vine til. Og mens vi spiste, gik en musiker rundt mellem bordene og spillede på saxofon, hvilket jeg ikke erindrer at have oplevet tidligere.

 

Men han var under alle omstændigheder en fremragende saxofonist, som i meget høj grad formåede at hive de mest inciterende toner ud af blæseinstrumentet. Og ikke bare spillede han godt, men han gjorde det også med et fantastisk humør og en charme, der fik samtlige gæster på restauranten til at hygge sig noget ekstra. Han fortalte senere, at han faktisk havde købt en ny og billig saxofon her.

 

Det var også en fordel, at han spillede et meget bredt sortiment af melodier, vekslende mellem jazz og de mere populære melodier.

Vi nød i hvert fald hans spil meget, og der røg nok også et par ekstra glas rødvin ned, fordi vi følte os så veltilpasse med den dejlige musik som baggrund for vores aftensmad.

I det hele taget giver det hyggen en ekstra tand, når der er musik til spisningen, hvilket vi kunne konstatere, at der er i mange restauranter på Madeira. En anden aften var vi udsat for hyggemusik fra en musiker, der spillede en række populære melodier på sit keyboard. Han gjorde det ganske fortræffeligt, uden at jeg dog ligefrem ville klassificere ham som en virtuos på sit instrument.

Men det betyder faktisk heller ikke så meget, når det handler om dæmpet taffelmusik til middagen. Og netop med hensyn til at spille så tilpas dæmpet, at gæsterne kan føre samtaler ved bordene uden at skulle hæve stemmen, så gjorde han sit arbejde glimrende, for musikken blev aldrig generende for os, selv om vi sad forholdsvis tæt på en af de højtalere, som sende tonerne ud i lokalet.

Det var noget anderledes senere samme aften, da vi valgte at kigge indenfor i en temmelig stor bar på vej hjem til hotellet. Vi fandt et lille bord, hvor vi kunne sidde og nyde en godnatdrink i fred og ro – troede vi da. For kort efter kom en mand ind og satte sig på en lille scene nogenlunde midt i lokalet og begyndte at spille noget meget moderne musik på en elektrisk guitar.

Der var til dels tale om hård rockmusik, men det værste var, at der var skruet så meget op for forstærkeren til mandens guitar, at det var stort set umuligt for barens gæster at tale naturligt sammen. Den moderne musik generede mig ikke, men det var bestemt ikke befordrende for hyggen, at der blev spillet med volumenknappen drejet op i det allerhøjeste.

Min kone og jeg blev hurtigt enige om, at det nok kun blev til en enkelt drink i de omgivelser, og det blev vi da kort efter helt sikre på, da der blev tændt for en røgmaskine, som nok havde til formål at skabe en hyggelig stemning i lokalet. Det gjorde den bare ikke for os, så vi skyndte os at drikke ud og gå.